Mads Bille

Mads Bille er leder af Den Jyske Sangskole, der er MGK-center for klassisk sang. Skolen uddanner de 200 børn og unge i Herning Kirkes Drengekor og MidtVest Pigekor. Mads Bille sidder desuden i en række bestyrelser og er en efterspurgt foredragsholder om blandt andet talentudvikling og etablering af talentmiljøer. Mads Bille er ligeledes organist i Herning Kirke og har været dirigent for kirkens drengekor siden 1984. Gennem musikundervisningen under sin egen skolegang oplevede Mads hvordan der var tekster og melodier, som tillod at man træder uden for sig selv og ind i et andet univers. Det er den oplevelse, han ønsker for alle børn. Da han som 18-årig blev elev hos organisten ved Canterbury Cathedral i England, fandt han ud af, at han var dygtig nok til at leve af musikken. Herefter blev han uddannet organist og korleder fra Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Blandt kollegerne på Den Jyske Sangskole er han kendt for sin humoristiske sans, men også for at være klar i mælet.

I 2011 var han med til at etablere ti sangkraftcentre sammen med Den Jyske Sangskoles administrative leder, Christian Alstrup. I 2012 tog han initiativ til Sangens Hus, som bl.a. støttes af Kulturministeriet.

www.denjyskesangskole.dk
www.sangenshus.dk
www.syngdanmark.dk