Veje til udvikling af den klassiske musikers fremtidige scene

Projektet undersøger veje til udvikling af den klassiske musikers fremtidige scene. Motivationen er samfundsmæssigt begrundet; den drejer sig om ændrede vilkår. De tre årtier 1990-2020 udgør en periode præget af store forandringer i forhold til udbuddet af "scener" for den klassisk uddannede instrumentalist/solist. Fra at have etablerede symfoniorkestre og kammerorkestre som primære aftagere af konservatoriers klassiske instrumentalister og dermed en standard for de repertoiremæssige krav, en solist/kandidat fra et musikkonservatorium skal honorere, er mangfoldigheden af mulige "scener" forøget og genrebegreberne udvidet. Samtidig er antallet af faste musikerstillinger som følge af orkesternedlæggelser faldet. Den klassiske musiker anno 2020 indgår i stigende grad i tværkunstneriske projekter, fx med scenekunstnere og musikere fra andre genrer, arbejder på freelance vilkår og vil i mange sammenhænge blive stillet over for krav om:

• at være "på scenen" frem for at være usynlig spiller,

• at indgå som medskabende,

• at indgå i nye tværkunstneriske kontekster,

• at kunne anvende sit kernerepertoire over for nye publikumsgrupper.

Udvidelse af såvel det kunstneriske indhold som de kontekster, det kan indgå i, stiller nye krav til både musikere og uddannelsesinstitutioner. Klassisk-solistisk kernerepertoire bliver i stigende grad spillet i nye kontekster og iklædninger. Det er en af projektets teser, at der fortsat er et stort, uudfoldet potentiale i kernerepertoiret, hvis ellers musikeren er villig til at udforske andre tilgange til det.

KLASSISK IMPROVISATION
Her bygges videre på erfaringerne fra modningsprojektet og den praksis, som bl.a. pianist og professor David Dolan (Guildhall School of Music and Drama) er eksponent for. Metoden anvendes til kompositiorisk bearbejdelse ved at koble den med 'MUSIK-PÅ-MUSIK'. Beskrevet på kuv-genkomst.dk

KOMPOSITION AF "MUSIK-PÅ-MUSIK"
Et metodisk greb, hvor man tager et klassisk værk, omskriver musikken til et nyt værk og syntetiserer udvalgte afsnit herfra. Derpå komponeres ny musik/ improviseres hen over akkordmæssige/klanglige og rytmiske strukturer i udvalgte afsnit af det nye værk. Dette giver nye indfaldsvinkler og objekter at øve på i forhold til indstudering af det oprindelige værk, og i denne proces er man også nødt til at arbejde kollektivt.

Eksempler på eksisterende 'Musik på Musik':

Igor Stravinsky Suite Italienne for violin og klaver, 1933 (transformation af Pergolesi sonate for 2 vln & cont. i G).

Kuno Kjærbye: Kompositoriske Smuler for baryton, klarinet, violin og klaver (musikalsk udlægning af Søren Kierkegaards ‘Philosofiske Smuler’ bl.a. med transformeret musik af Mozart) 2013 - http://kunokjaerbye.dk/project/kompositoriske-smuler/

Christian Jost: Dichterliebe 2017-18 (genskrivning af Schumanns sangcyklus Dichterliebe) https://www.gramophone.co.uk/review/jost-schumann-dichterliebe

DRAMATISERING VIA UDFORSKNING AF INSTRUMENTALMUSIKS IBOENDE TEKST
En nyskabende tilgang, som projektet udvikler ved at bygge på fænomenologisk tilgang til indstudering og fortolkning af klassiske, kanoniserede instrumentalværker og tilføje dem elementer fra dramaturgisk arbejde. En slags afkodende "læsning" af underliggende lag i instrumentalmusik, som i processen tilføjes såvel musikerens egne ord som digt-citater. Sådanne medskabende elementer forventes at styrke tilegnelsesprocessen, til gavn både for musikerens koncertvirksomhed som for medvirken i tværkunstneriske produktioner.

KOREOGRAFERING AF INSTRUMENTALMUSIKS IBOENDE BEVÆGELSER OG NARRATIV
Som en parallel til dramatisering via ord arbejdes her med det nære slægtskab mellem musik og dans. Der er ligeledes tale om en nyskabende tilgang inden for uddannelse af klassiske musikere, mens "læsning" af det indlejrede bevægelsessprog og underliggende narrativ er en del af klassisk ballet og moderne dans.
I nutiden kan refereres til Hamburger Balletts chefkoreograf siden 1973 John Neumeier, som har skabt ikoniske balletter over klassiske musikværker, til koreografen Kim Brandstrup, hvis skabende arbejde tager udgangspunkt i synergien mellem dans og musik, samt til koreografen Tim Rushton, hvis forestillinger generelt er inspireret af musik og tilstræber helhedsoplevelser.

FRI IMPROVISATION 
Her bygges videre på erfaringer fra Arne Balk-Møllers tidligere projekt ”Genkomst” og den praksis, som bl.a. er udviklet af komponist og cellist Alfred Zimmerlin, professor i fri improvisation ved FHNW Hochschule für Musik, Basel.

Fase 1: "Musik på musik" - Schuberts "Sei mir gegrüsst"
Schuberts lied for sang og klaver og hans egen variation over samme (3.sats fra Fantasi i C for vl og klv) transformeres til nyt værk som "musik på musik" for sinfonietta inkl. sangere.

Fase 2: "Kammermusik som scene" - Andantino som kammerspil
3.sats "Andantino" fra Schuberts Sonate i A udsættes for tre transformationer for 2 sangere, violin og klaver; som ”Lied”, hvor Schuberts instrumentalsats tilskrives libretto metode, så musikkens underliggende "tekst" afkodes via fænomenologisk analyse, som dramatisering af libretto udarbejdet i forbindelse med Lied-transformationen, samt som koreograferet sats, hvor der arbejdes med musikkens iboende bevægelser og med kropsbevidsthed som 'koreograferet soloviolinist på scene'. 

Fase 3: "Den gamle og den nye Wienerskole” – genkomst af en værkkreds
Som opsummering af det samlede projekt udforsker Arne Balk-Mæller i samarbejde med pianist Christina Bjørkøe, kanoniserede klassiske værker, som repræsenterer essensen af hhv. 'Den gamle og Den nye Wienerskole' (hhv. ca 1770-1830 og ca. 1900-30). Sigtet er at tilføre nutiden tilgange til en værkkreds' genkomst via transformative skabende processer.